Gode råd til din hjemmesides indhold

Selvom sociale medier som Facebook bliver brugt meget af virksomheder, har de fleste, herunder også tandlægeklinikker, en hjemmeside hvor de oplyser om deres forskellige services samt kontaktoplysninger. På hjemmesiden kan man samle alle vigtige oplysninger om ens virksomhed ét sted, så de ikke forsvinder.

Ofte nedprioriteres oprettelsen- og opdateringen af tandklinikkens hjemmeside. Dette kan være, fordi det tager tid at designe en hjemmeside, eller finde en webdesigner, der kan lave den for en, og at sætte tid af til jævnlige opdateringer. Men det behøver ikke være så svært, samt at tage langt tid at opretholde – en hjemmeside kan rent faktisk hjælpe dig i dit travle arbejde. Vi forklarer mere om dette nedenunder.

I denne artikel giver vi dig gode råd og vejleder dig i, hvad du bør have på din hjemmeside, samt hvilke ting, der kan være en god idé at inkludere eller tænke over.

Hvorfor er det vigtigt at have en hjemmeside?

Hvis du endnu ikke har en hjemmeside til din tandklinik, giver vi dig her de tre vigtigste grunde til, hvorfor du bør investere i en:

·        Brug hjemmesiden som et redskab, der kan oplyse patienter om behandlinger, priser mm., så de ikke behøver ringe til klinikken. Måske synes du det virker uoverskueligt eller det er måske ikke din interesse lige nu, men det bærer frugt i sidste ende og du kan spare tid.

·        Skab troværdighed ved at være synlig på Google, når patienter prøver at finde informationer om klinikken. Mange patienter googler klinikken inden de kontakter jer – derfor er en professionel og troværdig hjemmeside vigtig.

·        Vis jeres personlighed på hjemmesiden. I har her muligheden for at gøre et godt indtryk på kommende patienter ved at vise, hvor engagerede og behagelige I er som tandlæger/tandplejere/tandklinikassistenter.

Hvad er en god hjemmeside?

At oprette en hjemmeside er ikke den største udfordring. Men med en dårlig og uoverskuelig hjemmeside giver I et dårligt førstehåndsindtryk af klinikken. Derfor bør I overveje følgende, når I skal have designet jeres hjemmeside:

  • Designet af hjemmesiden har stor betydning. Selvfølgelig er indholdet også vigtigt, men måden hvorpå patienterne får indholdet præsenteret er essentielt. Designet er det første patienterne lægger mærke til.

3 sekunders reglen kan have stor betydning for, om den besøgende bliver til en patient på klinikken eller ej. Derfor er det vigtigt, at forsiden og de første enkelte sider fanger den mulige patient, når de besøger din hjemmeside, og giver dem lyst til at undersøge jer nærmere.

  • Hav fokus på det vigtigste i designet. En hjemmeside kan hurtigt blive rodet, hvis der er for mange menuer. Gennemtænkt derfor overskrifterne på menuerne og teksterne, så patienterne hurtigt kan finde den information, de har brug for. Herudover er farver og skrifttyper også vigtige – vælg ikke nogle som man ikke kan læse. Så risikerer du at information går tabt.

  • Gør din hjemmeside personlig. Billeder er med til at give en kommende patient et godt indtryk af klinikken. Gennem billeder af personalet og klinikken ved patienterne, hvem de kommunikere med, hvem der skal behandle dem og i hvilke omgivelser. Det skaber stor tryghed – især for patienter med tandlægeskræk.

  • Udnyt footeren. En footer er det allernederste på en hjemmeside. Det kan virke unødvendigt at bruge tid på denne, men ved at gøre den synlig på alle hjemmesidens undersider, kan du lave en god afslutning på hjemmesiden. Dette kan være ved at samle alle praktiske informationer, såsom; kontaktoplysninger med mail, telefonnummer, adresse, åbningstider, telefontider, kort over klinikkens placering, links til jeres sociale medier og CVR-nummer.

  • Sørg for at din hjemmeside også er designet til smartphones. De fleste bruger deres smartphones til google-søgninger. Hvis din hjemmeside ikke er designet til dette, kan du miste potentielle patienter.

Dette skal din tandkliniks hjemmeside indeholde

Det vigtigste ved en hjemmeside er, at den er brugervenlig. Den skal være nem at navigere i, så patienten ikke skal lede for længe efter den information, de kom efter. Vi foreslår derfor, at du, som klinikejer, inkluderer de følgende ting på din hjemmeside:

  • Almene kontaktoplysninger: Telefonnummer, adresse, åbningstider, telefontider, email, Google Maps-kort over klinikkens beliggenhed, parkeringsmuligheder, handicapfaciliteter mm.

  • Behandlingsbeskrivelser: Hvilke type behandlinger kan patienterne få foretaget hos jer.

  • Prisliste: Herunder patientlån, tilskudsmuligheder, information omkring Sygeforsikring Danmark, studierabat osv. Informationer om priser er et lovkrav.

  • Online booking system: Gør det nemt for patienter at booke en tid uden at skulle ringe i telefontiderne.

  • Om os: Kort forklaring om klinikken, jeres kerneværdier og hvilke medarbejdere, patienterne kan forvente at møde på klinikken. Det skaber genkendelighed, tryghed, og en relation for patienterne.

Herudover bør du huske at vedligeholde og opdatere klinikken, når der sker ændringer. Man kan hurtigt glemme det i dagligdagens travle postyr, men hvis der eksempelvis fremgår en forkert adresse eller telefontider på hjemmesiden, kan det være til stor frustration for patienterne, og de vælger måske at ringe til en anden tandlæge.

Dette kan din tandkliniks hjemmeside indeholde

De følgende punkter er foreslag til, hvordan du kan gøre din hjemmeside endnu bedre for dine nuværende og kommende patienter:

·        Information om akut: Kan man bestille en akut tid – også selvom man ikke er patient på klinikken?

·        Information om patientilgang: Har I åbent for flere patienter? Hvordan skifter man tandlæge?

·        ’Hyppige spørgsmål’: Mange patienter søger den samme information – spar tid ved at tilføje en side med de hyppigste spørgsmål. Dette kunne være om lokalbedøvelse, betalingsmetoder, råd til god mundhygiejne mm.

·        Anmeldelser fra patienter

I sidste ende handler hjemmesiders indhold og design om at give dine nuværende og kommende patienter den bedst mulige oplevelse – også selvom de ikke sidder i tandlægestolen.

Skriv et svar